Gå til indhold

Gruppekonsultationer for mennesker med type 2-diabetes i almen praksis

- Udviklings- og forskningsprojekt

Beskrivelse af projektet

I mange år har en-til-en-konsultationer hos praktiserende læger været den dominerende konsultationsform. Men i disse år udvides kontaktformer mellem borger og egen læge betydeligt. Et af de spændende nye tiltag, som afprøves flere steder, og som måske peger mod fremtidens almen praksis, er gruppekonsultationer.

I dette projekt vil vi undersøge gruppekonsultationer for patienter med type 2-diabetes. Som patient med type 2-diabetes ser man typisk sin egen læge flere gange om året for at få en status og eventuelt justeret sin behandling. Det kan være vanskeligt at få talt grundigt om alle de udfordringer og behov, som præger hverdagen med og behandlingen af diabetes. International forskning viser, at gruppekonsultationer har potentiale i forhold til at involvere patienter, der lever med en kronisk sygdom, styrke patientens evne til tage styringen i dennes hverdag og bidrage til øget livskvalitet. Patienterne inspireres af hinanden og føler sig mindre alene med deres sygdom.

Det overordnede formål med dette projekt er at undersøge gruppekonsultationer som et supplement til en-til-en-konsultationer, og hvordan disse nye kliniske møder kan udfordre og udvikle vores etablerede forståelse af læge-patient forholdet og konsultationsprocessen.

Deltagende praksisser

  • Berit Lassen, Lægecenter Korsør
  • Anette Studsgaard, Lægerne i Bysøstræde i Holbæk
  • Andreas Heltberg, Lægerne Algade 17, Roskilde

Følgeforskning

  • Torsten Risør, Forskningsenheden for Almen Praksis (Slagelse)
  • Ph.d.-studerende: Selma Møller, Forskningsenheden for Almen Praksis (Slagelse)

Tidsplan

Projektet forløber fra 2023 – 2027

Kontaktperson

Vil du vide mere eller er interesseret i at blive en del af projektet så kontakt Ann-Helen Henriksen annhh@regionsjaelland.dk.