Mellemrum – sundhedsindsatser og sociale fællesskaber i almene boligområder

Formål
Projektet undersøger, hvordan nære, lokalt forankrede velfærdsindsatser kan fremme sundhed og livskvalitet for borgere i udsatte positioner. Med afsæt i et boligområde med høj forekomst af type 2-diabetes ser vi på, hvordan nye inkluderende fællesskaber og relationelle professionelle praksisformer kan skabe adgang til fællesskaber for de mest udsatte. Omdrejningspunktet er Havehuset, et lokalt mødested i boligområdet Byens Haver. Med tværsektorielt samarbejde og samskabelse som bærende principper er det projektets ambition at bidrage til at mindske ulighed i sundhed og skabe praksisnær viden, der kan styrke mulighederne for deltagelse i lokalsamfundet trods sundhedsudfordringer.
Metode
Projektet anvender et kvalitativt etnografisk og aktionsforskningsinspireret design, som understøtter en høj grad af borger- og brugerinddragelse og muliggør forankring i den levede praksis. Designet sikrer, at forskning og praksisudvikling foregår i tæt samspil.
Samarbejdspartnere
Projektet huses på Professionshøjskolen Absalon (PHA) og gennemføres i tæt samarbejde med partnere i forskningsnetværket ’Byens Haver’ med deltagelse af Roskilde Universitet, Roskilde Kommune, Steno Diabetes Center Sjælland og Boligselskabet Sjælland.
Brugerinvolvering
Beboere i Byens Haver, velfærdsprofessionelle, boligsociale medarbejdere og frivillige inddrages som aktive medproducenter af viden i alle projektets faser, fra tilrettelæggelse af feltarbejdets fokus, over samskabende udvikling til analysearbejde, meningsforhandling og validering.
Infoboks
Tidsplan
01.10.2026-30.09.2028
Forskningsansvarlig
Louise Søgaard Hansen, lektor, ph.d., Center for Sundhed, Professionshøjskolen Absalon, Trekroner Forskerpark 4, Roskilde. E-mail: louh@pha.dk, tlf. +45 72482289
Støttet af
Steno Diabetes Center Sjælland og Roskilde Kommune
Opdateret onsdag den 17. jun. 2026
