Incidens og klinisk karakteristik af postbariatrisk hypoglykæmi

Formål
Operation for svær overvægt er en effektiv behandling af både overvægt og type 2-diabetes, men desværre udvikler nogle patienter efterfølgende en tilstand med tilbagevendende episoder med lavt blodsukker (postbariatrisk hypoglykæmi). Tilstanden kan give symptomer som svimmelhed, træthed og koncentrationsbesvær og påvirker livskvaliteten betydeligt. Formålet med projektet er at undersøge, hvor ofte postbariatrisk hypoglykæmi forekommer efter bariatrisk kirurgi, identificere risikofaktorer for udvikling af tilstanden og afklare betydningen af præoperativ type 2-diabetes. Målet er at forbedre rådgivning, diagnostik og opfølgning af patienter før og efter operation.
Metode
Prospektivt kohortestudie med 160 patienter, der følges før og efter bariatrisk kirurgi. Kontinuerlig glukosemonitorering, aktivitetsmåling, kostregistrering, spørgeskemaer og blodprøver anvendes til at undersøge forekomst og risikofaktorer for postbariatrisk hypoglykæmi.
Samarbejdspartnere
Projektet er et samarbejde mellem Medicinsk Afdeling og Bariatrisk Klinik, Sjællands Universitetshospital Køge; Enhed for Klinisk Ernæring, Sjællands Universitetshospital; Center for Klinisk Metabolisk Forskning, Herlev-Gentofte Hospital; Psykiatrien Vest, Region Sjælland.
Brugerinvolvering
Patienter fra Bariatrisk Klinik har bidraget med input til projektets design og praktiske gennemførelse. Forsøgsdeltagere vil desuden blive inddraget i fortolkning og formidling af projektets resultater med henblik på at sikre relevans og anvendelighed for målgruppen.
Infoboks
Tidsplan
Projektstart 2024, forventet afslutning af primær opfølgning i 2028. Langtidsopfølgning fortsætter til 2032.
Forskningsansvarlig
Caroline Christfort Øhrstrøm
Læge, ph.d., Medicinsk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge. Hoveduddannelseslæge i endokrinologi og forsker i diabetes og bariatrisk kirurgi med særligt fokus på postbariatrisk hypoglykæmi.
Støttet af
- Steno Diabetes Center Sjællands Forskningspulje,
- Region Sjællands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond
- Fonden til Lægevidenskabens Fremme
- Læge Sofus Carl Emil Friis og Hustru Olga Doris Friis’ Legat
Opdateret onsdag den 17. jun. 2026
