7 - Mange med type 2-diabetes ændrer madvaner efter 14 dage med blodsukkersensor
En lille sensor på armen kan give mennesker med type 2-diabetes øjeblikkelig viden om, hvordan mad og motion påvirker deres blodsukker – og den viden kan føre til varige adfærdsændringer.
Det viser et studie gennemført af Diabetesforeningen i 2023 og 2024, hvor næsten 1.000 mennesker med type 2-diabetes i 14 dage bar en glukosesensor, som løbende målte deres blodsukker og viste resultaterne i en app.
Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen, stod i spidsen for studiet.
- Det er vigtigt at huske, at mennesker lærer forskelligt. For nogle er det meget konkret og motiverende at kunne se med det samme, hvordan ens egen adfærd påvirker blodsukkeret, siger hun.
Stor effekt på kun 14 dage
Hvert år besøger Diabetesforeningen en række danske byer med en oplysningsbus. I den forbindelse fik besøgende med type 2-diabetes i 2023 og 2024 tilbudt at afprøve en glukosesensor kaldet 2Sense.
Deltagerne satte selv sensoren på armen, koblede den til en app og fulgte deres blodsukker i hverdagen. Efter 14 dage udfyldte de et spørgeskema om, hvad de havde lært i perioden.
Resultaterne viste en markant læring på kort tid:
- 80 procent lærte, hvordan forskellige fødevarer påvirker blodsukkeret
- 70 procent blev klogere på betydningen af portionsstørrelser
- 60 procent lærte, hvor vigtig bevægelse er for at få blodsukkeret ned efter et måltid
- De lærte virkelig meget på meget kort tid, siger Tanja Thybo.
- Det betyder noget at kunne se, hvordan en portion havregryn får blodsukkeret til at stige – og hvordan en efterfølgende gåtur kan få det til at falde igen. Det hele bliver meget konkret, når det bygger ens egen data, siger hun.
Vaner holder ved
Tre måneder efter forsøget viste en opfølgning, at mange deltagere fortsat havde fastholdt nogle af de nye vaner, de havde taget til sig under de 14 dage med sensor.
Ifølge Tanja Thybo tyder det på, at kortvarig adgang til måling kan have en længerevarende effekt.
Man lærer forskelligt
Hun understreger samtidig, at sensorer ikke er løsningen for alle.
- Nogle får mest ud af samtaler med deres praktiserende læge eller diabetesbehandlere. Andre deltager i kurser som dem, vi tilbyder i Diabetesforeningen, siger hun.
- Men der er også en stor gruppe, som lærer bedst ved selv at kunne følge deres blodsukker i realtid og se konsekvenserne af deres egne valg.
Flere bør have adgang
Derfor håber Diabetesforeningen, at flere mennesker med type 2-diabetes fremover får mulighed for at bruge en glukosesensor.
- Der er rigtig mange danskere, som har type 2-diabetes, og det er urealistisk, at alle skal have deres egen sensor hele tiden, sådan som danskere med type 1-diabetes har, siger hun.
- Men det vil være klogt, hvis vi kan for eksempel kan tilbyde, at man kan have en sensor på 14 dage 3 gange om året. Det kan give den nødvendige indsigt i, hvordan ens adfærd påvirker blodsukkeret.
Diabetesforeningen har siden fulgt op på forsøget med et nyt studie, der undersøger, hvordan mennesker med type 2-diabetes bedst kan fastholde de positive vaner, som sensorerne hjælper dem med at udvikle. Resultaterne foreligger i løbet af 2026.
Opdateret onsdag den 25. mar. 2026
