Gå til indhold

5 - Fremover skal personer med diabetes til færre kontrolbesøg på hospitalet

Et nyt digitalt system gør det muligt at opdage tidlige tegn på forværring i diabetesforløb – og dermed reducere behovet for rutinemæssige kontrolbesøg.
Et nyt digitalt system på Steno Diabetes Center Copenhagen gør det muligt at opdage tidlige tegn på forværring i diabetesforløb – og dermed reducere behovet for rutinemæssige kontrolbesøg. Fremover vil mange personer med diabetes derfor som udgangspunkt kun blive indkaldt til kontrol hvert andet år.

Systemet hedder Detektor og er udviklet til løbende at overvåge sundhedsdata fra centrets cirka 12.000 brugere.

Hvis værdierne ændrer sig på en måde, der kræver opmærksomhed, bliver behandlerne automatisk alarmeret.

Det forklarer Jonatan Ising Bagger, som er overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen og klinisk leder i udviklingen af Detektor.

- Hvis der er noget, som bonner ud i data, får vi straks besked, så vi kan indkalde personen med det samme og sætte den rette behandling i gang, siger han.

- Til gengæld er der ikke længere behov for, at alle kommer til rutinekontrol flere gange årligt.

Ét samlet digitalt overblik

Detektor samler data fra blandt andet glukosesensorer samt blod- og urinprøver i ét digitalt overblik, som behandlerne kan følge i realtid. 
Når data overskrider nogle fastlagte kliniske grænseværdier, aktiveres en alarm, som udløser vurdering og eventuel kontakt.

- Det betyder, at vi kan bruge vores tid og ressourcer mere præcist – og samtidig skabe større tryghed for brugerne, fordi de ved, at vi reagerer hurtigt, hvis der opstår problemer, siger han.

Det hele foregår i et lukket system, så brugernes kan være sikre på, at deres data ikke kan hackes eller lækkes.

Lovende start

Detektor har siden oktober 2024 kørt som pilotprojekt, og indtil videre er det gået godt.

- Kun tre ud af de cirka 12.000 brugere har fravalgt at deltage, hvilket viser, at der er stor opbakning, siger Jonatan Ising Bagger.

- Samtidig kan vi se, at der ikke har været et fald i det gennemsnitlige langtidsblodsukker – hvilket ellers var en bekymring i opstartsfasen, siger han og understreger, at dette ikke kun er på grund af Detektor, men også fordi behandlingen som helhed løbende forbedres.

Detektor forventes fuldt implementeret i løbet af 2026.