Gå til indhold

4 - Fodboldtræning er god behandling af type 2-diabetes

Et studie fra Færøerne viser, at fodboldtræning to gange om ugen i 3 måneder kan give markant bedre konditionstal og lavere fedtprocent.
Et studie fra Færøerne viser, at fodboldtræning to gange om ugen i 3 måneder kan give markant bedre konditionstal og lavere fedtprocent. Ifølge forsker bag studiet er holdsport i det hele taget et virkelig godt middel til et sundere liv for personer med type 2-diabetes.

- Vi har tidligere set positive resultater af fodboldtræning, så det ville vi gerne undersøge yderligere, siger May-Britt Skoradal, der er forsker ved Færøernes Universitet og en af forskerne bag studiet.

85 færinge deltog i studiet, hvor 60% spillede fodbold et par gange om ugen i 14 uger, mens 40% ikke gjorde.

Inden den første fodboldtræning fik deltagerne målt forskellige sundhedsmarkører som konditionstal, fedtprocent og blodtryk.

Positive resultater

- Efter de 14 ugers træning målte vi de samme markører igen og kunne se en signifikant forbedring af konditionstal og fedtprocent hos den fodboldspillede gruppe, siger May-Britt Skoradal.

- Derudover kunne vi se, at blodtrykket i den aktive gruppe faldt, ligesom vi kunne se, at det gode kolesteroltal blev højere, hvilket er et sundhedstegn, siger hun.

Derudover fik deltagerne mindre brug for insulin.

- De havde brug for mindre insulin end normalt, og det skyldes nok, at fodboldtræningen forbedrer insulinfølsomheden, siger May-Britt Skoradal.

- Vi så dog ingen forbedringer i blodsukkerudsving, men det skyldes nok, at folk i forvejen var velreguleret, siger hun.

Ikke kun fodboldtræning

I studiet spillede deltagerne såkaldt fodbold-fitness, hvor man spiller mange små spil i mindre grupper.

May-Britt Skoradal fortæller, at holdsport i det hele taget fungerer godt.

- I dette studie valgte vi fodbold, fordi det spilles af mange, det er et meget socialt spil, og det er let at komme til at spille, siger hun.

- Men andre holdspil som håndbold, ishockey og basketball viser de samme positive resultater.

Det er stadig godt med individuel træning, siger May-Britt Skoradal, men holdtræning er bedst.

- Løb og cykling er også godt, for al motion og bevægelse er positivt, men holdspil rammer bredere og virker sundhedsmæssigt på flere ting, siger hun. 

Studiet blev lavet i samarbejde med Steno Diabetes Center Færøerne.