3 - Diabetesmedicin højner livskvalitet uden at forværre psykiske symptomer
Et studie viser, at personer med skizofreni og samtidig overvægt og prædiabetes taber sig meget af behandling med semaglutid. Vægttabet giver øget fysisk livskvalitet, og behandlingen giver ikke negative bivirkninger af den psykiatriske behandling.
Nicolai Uhrenholt er læge, ph.d. og ansat som postdoc i den psykiatriske forskningsenhed på Midt- og Vestsjællands Hospital.
I et nyligt studie fandt han sammen med nogle kollegaer ud af, at semaglutid fremmer de pågældende brugeres fysiske livskvalitet, uden at der er negative psykiske symptomer forbundet med at tage antipsykotisk medicin.
Vil forebygge vægtøgning
- En bivirkning ved at tage antipsykotisk medicin er for mange, at de får en ustyrlig lyst til mad, og derfor tager mange kraftigt på af den nødvendige medicin, som i den grad er til stor gavn for det mentale og følelsesmæssige helbred, siger Nicolai Uhrenholt.
- Men vægtforøgningen er stigmatiserende, og derfor ville vi gerne undersøge, om den kan forebygges ved brug af semaglutid, som er det aktive stof i Ozempic og i Wegovy, som medfører nedsat appetit og for mange deraf et vægttab, siger han.
Stort vægttab
I et sideløbende studie deltog 154 personer med skizofreni og samtidig overvægt og prædiabetes.
Deltagerne tog en ugentlig injektion med semaglutid, og i løbet af 30 uger tabte de sig i gennemsnit cirka 9 kilo og opnåede et bedre reguleret blodsukker.
Ingen effekt på antipsykotisk medicin
I den psykiatriske del af studiet interviewede Nicolai Uhrenholt og hans kollegaer mange af deltagerne for at finde frem til, hvordan de psykiske symptomer udviklede sig i løbet af de 30 uger.
- Og de fortalte os, at vægttabet gav en mærkbar forbedret fysisk livskvalitet, siger Nicolai Uhrenholt.
- Desuden kunne vi konstatere, at behandlingen ikke påvirkede de psykiske symptomer – hverken positivt eller negativt, siger han.
- Så det er altså helt fint at kombinere semaglutid med antipsykotisk medicin, og det håber vi, bliver en del af behandlingstilbuddet fremover – for det er for dyrt for brugerne selv at betale for Ozempic eller anden medicin med semaglutid.
Studiet blev lavet i samarbejde med Steno Diabetes Center Sjælland som led i Nicolai Uhrenholts ph.d.
Opdateret onsdag den 4. mar. 2026
