Gå til indhold

12 - Færre med type 2-diabetes får alvorlig hjertekarsygdom

Et dansk registerstudie viser, at antallet af personer med type 2-diabetes, som udvikler alvorlig hjertekarsygdom, er faldet over to årtier.
Antallet af personer med type 2-diabetes, der udvikler alvorlig hjertekarsygdom, er faldet. Det viser et stort dansk registerstudie, som har fulgt udviklingen over to årtier. Resultaterne tyder på, at behandlingen er blevet bedre.

I studiet undersøgte forskerne, hvor mange danskere med type 2-diabetes, der udviklede alvorlig hjertekarsygdom i perioderne fra 2002 til 2011 og igen fra 2012 til 2021.

Og heldigvis kunne de se, at tallet faldt med tiden.

- Vi så først og fremmest, at færre med type 2-diabetes får alvorlig hjertekarsygdom sammenlignet med tidligere, og det tyder på, at behandlingen har god effekt, siger Asger Ahlmann Bech, som er læge og ph.d.-studerende ved Steno Diabetes Center Nordjylland.

Data fra hele landet

Al hjertekarsygdom er alvorligt, men i denne undersøgelse er der kigget på de meget alvorlige udgaver af sygdommen, der viser sig som blodpropper i hjerte og hoved, blødninger i hovedet og død som følge af hjertekarsygdom.

Der var tale om et landsdækkende registerstudie baseret på data fra personer med type 2-diabetes i Danmark.

Forskerne sammenlignede to 10-årsperioder for at se udviklingen over tid.

Astma og depression øger risiko

I samme studie undersøgte forskerne også, hvilke andre sygdomme – ud over type 2-diabetes – der spiller ind på udviklingen af alvorlig hjertekarsygdom.

- Man ved, at type 2-diabetes i sig selv øger risikoen, og man ved også, at de pågældende har flere sygdomme end folk uden diabetes - men man ved ikke, hvor stor sammenhængen er til de forskellige sygdomme, siger Asger Ahlmann Bech.

Derfor undersøgte forskerne denne sammenhæng ved at kigge på blandt andet forhøjet blodtryk, forhøjet kolesteroltal og hjertesygdomme som hjerteflimmer og hjertesvigt, som traditionelt forbindes med hjertekarsygdom.

Men samtidig undersøgte de også for eksempel gigtsygdom, depression og astma, som ikke i samme grad forbindes til hjertekarsygdom.

- Vores studie viste, at det er de traditionelle sygdomme, som har størst indflydelse, hvilket giver god mening, siger Asger Ahlmann Bech.

- Men studiet tyder også på, at sygdomme som depression og astma kan have en betydning, siger han.

Det kræver dog et mere omfattende studie at fastslå de præcise sammenhænge, understreger Asger Ahlmann Bech.

Kolesterol spiller mindre rolle i dag

Nok så interessant viste studiet også, at der i dag er mindre sammenhæng end tidligere mellem et forhøjet kolesteroltal og udvikling af alvorlig hjertekarsygdom.

- Det skyldes formentlig, at flere kommer i behandling med kolesterolsænkende medicin – noget der også kan ses i studiet, siger Asger Ahlmann Bech, som håber, at resultaterne vil bidrage til en bedre forståelse af, hvilke sygdomme der øger risikoen for alvorlig hjertekarsygdom – og hvordan behandlingen kan forbedres yderligere i fremtiden.

Dette studie undersøgte personer med type 2-diabetes, men kunne også være relevant for andre typer af diabetes, da andre typer også øger risikoen for udvikling af hjertekarsygdom.