Online Fusionsklinik – tværsektorielle og -faglige videokonferencer
Beskrivelse af projektet
Personer med psykisk sygdom har en markant forhøjet risiko for også at udvikle diabetes sammenlignet med den øvrige befolkning. Kombinationen af psykisk sygdom og diabetes medfører ikke blot øget dødelighed, men også hyppigere diabetesrelaterede komplikationer og ringere livskvalitet. En stor del af denne patientgruppe behandles i almen praksis, som skal håndtere komplekse sygdomsbilleder med både psykiske, somatiske og sociale aspekter.
Dette initiativ sigter mod at styrke behandlingen af patienter med både psykisk sygdom og diabetes ved at tilbyde praktiserende læger faglig støtte via tværfaglige videokonferencer. Ved konferencerne deltager en endokrinolog, psykiater og sygeplejerske. I nogle tilfælde kan socialrådgiver eller andre specialister inddrages før eller under konferencen.
Der oprettes en online Fusionsklinik, som praktiserende læger kan henvende sig til. Du kan læse mere om, hvordan du kan henvise her. Klinikken er forankret i Fusionsklinikken under Psykiatrien Vest.
Forud for konferencen gennemgår projektsygeplejerske og specialisterne den enkelte problematik. Patienten deltager som udgangspunkt ikke i konferencen. Praksispersonale er velkomne til at deltage.
Sygeplejersken fra fusionsklinikken leder konferencen, og de enkelte specialer giver en specialespecifik vurdering efterfulgt af en fælles drøftelse. Efter konferencen er det den praktiserende læge, der beslutter hvilke ændringer, der skal effektueres.
Tidsplan
2025-2027
Målgruppe
Initiativet vil i pilotfasen være målrettet praktiserende læger i kommunerne: Slagelse, Ringsted, Sorø, Kalundborg, Holbæk og Odsherred.
Kontaktperson
Hvis du vil vide mere, kan du kontakte sygeplejerske i Fusionsklinikken Berit Bundgaard: berl@regionsjaelland.dk eller chefkonsulent, Steno Sjælland Ann-Helen Henriksen: annhh@regionsjaelland.dk.
Opdateret tirsdag den 25. nov. 2025
