Job og beskæftigelse
Vigtigt at vide om Beskæftigelsesområdet
Området dækker som regel dagpenge, sygedagpenge, jobafklaring, kontanthjælp, ledighedsydelse, ressourceforløb. Det kan dog variere fra kommune til kommune.
Kommunerne træffer blandt andet afgørelse på baggrund af lægelige/ sundhedsfaglige oplysninger, derfor kan formuleringen af attester og journalnotater få stor betydning for, hvad en patient/ borger er berettiget til.
Sygedagpenge, §7 i Lov om Sygedagpenge
I sygedagpengeloven er § 7 essentiel, i § 7 ligger grundlaget for om borgere på både sygedagpenge og jobafklaring, har ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse (hvis de hører under jobafklaring).
Når der laves attester, er kommunen særligt interesseret i, om de kan vurdere borgerens uarbejdsdygtighed jf. § 7 i sygedagpengeloven. Her kigger de særligt efter borgers funktionsniveau herunder sygdommens påvirkning af funktionsniveauet, prognosen for sygdommen, skånehensyn ifm. sygdommen m.v.
Hvis patienten fx har fodsår ifm. sin diabetes, er det væsentligt at beskrive gangdistance, prognose og hvordan patienten skal skåne foden.
- For at have ret til sygedagpenge fra kommunen, skal man opfylde beskæftigelseskravet.
Læs mere på: Lov om sygedagpenge § 32 (danskelove.dk) - Hvis du er i tvivl om patienten/borgeren opfylder kravet, kan du kontakte Jobcenterets ydelseskontor i den kommune, hvor patienten/borgeren bor.
- Læs mere om ret til sygedagpenge på: Sygedagpenge (borger.dk)
§ 7
Retten til sygedagpenge er betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Afgørelsen af, om en person anses for uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne.
Stk. 2.
En lønmodtager er delvis uarbejdsdygtig på grund af sygdom, når det skønnes, at den pågældende kun kan udføre arbejdet delvis, eller når to eller flere behandlinger, der er foreskrevet af en læge eller tandlæge, medfører delvist fravær fra arbejdet. Det er en betingelse, at lønmodtagerens fravær er på mindst 4 timer pr. uge, hvori indgår befordring og ventetid ved ambulante behandlinger. Betingelsen om mindst 4 timers fravær pr. uge gælder ikke for en person, der er ansat i et fleksjob efter § 120 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. En selvstændig erhvervsdrivende er delvis uarbejdsdygtig, når det skønnes, at den pågældende højst kan udføre halvdelen af sit normale arbejde.
Stk. 3.
Vurderingen af en persons uarbejdsdygtighed skal som udgangspunkt foretages i forhold til beskæftigelsen før sygemeldingen. Efter 3 måneders sygefravær skal vurderingen ske på grundlag af den sygemeldtes uddannelses- og beskæftigelsesområde, medmindre der er særlige grunde, der taler for andet med hensyn til tidspunktet for vurderingen.
Stk. 4.
Vurderingen af uarbejdsdygtigheden for ledige sker i forhold til det arbejdsområde, som den pågældende står til rådighed for.
Stk. 5.
Sygedagpengene ophører helt eller delvis den dag, hvor lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er helt eller delvis arbejdsdygtig, uanset om den pågældende genoptager arbejdet eller raskmelder sig, jf. dog § 53, stk. 2. Sygedagpengene kan ophøre tidligere, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension. Dog vil udbetalingen af sygedagpenge senest ophøre ved revurderingstidspunktet, jf. §§ 24 eller 25, medmindre betingelserne for en forlængelse af sygedagpengeperioden efter §§ 27 eller 29 er opfyldt.
Stk. 6.
Sygedagpengene ophører for en person, der er ansat i et fleksjob efter § 120 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når ansættelsen i fleksjobbet ophører.
Skal din patient afklares?
En kommune iværksætter en afklaring, når der er tvivl om patienten/ borgeren kan indgå på arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.
Hvis kommunen er i gang med en afklaring af borgerens arbejdsevne, vil de typisk undersøge, om alle behandlingsmuligheder er udtømte – det vil sige, behandlingsmuligheder der kan styrke funktionsniveauet i en grad, der kan gøre borgeren arbejdsdygtig i større eller mindre grad.
Derudover vil de undersøge om helbredstilstanden/ funktionsniveauet er stationært og varigt, herunder prognose, skånehensyn m.m.
Afklaringen kan munde ud i, at borgeren bliver vurderet til at være i målgruppen for førtidspension, fleksjob eller ressourceforløb.
Hvis borgeren efter en konkret og individuel vurdering, bliver vurderet til ikke at være i målgruppen for nogle af disse, og vedkommendes helbredstilstand er stationær, er borgeren ikke længere berettiget til sygedagpenge. (sygedagpengelovens § 7, stk. 5)
Det vil sige, at det du skriver om patientens tilstand kan have stor betydning for, hvordan kommunen vurderer borgeren.
Førtidspension
Førtidspension kan tildeles, hvis følgende betingelser er opfyldt:
Alder
- Personen er fyldt 40 år.
- For personer under 40 år gives førtidspension kun i særlige tilfælde.
Arbejdsevne
- Arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat.
- Det er ikke muligt at arbejde i et almindeligt job eller fleksjob.
- Førtidspension gives ikke, hvis arbejdsevnen kun er midlertidigt nedsat, eller hvis den kan forbedres gennem behandling, beskæftigelsesrettet indsats eller lignende.
Andre krav
- Krav til bopæl og statsborgerskab skal være opfyldt.
Fleksjob
Disse betingelser skal være opfyldt, for at kommunen kan bevilge et fleksjob:
- Man skal være under folkepensionsalderen
- Kommunen skal vurdere, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat
- Alle muligheder for at opnå en almindelig ansættelse, fx gennem omplacering, skal være undersøgt
Ledighedsydelse
Ledighedsydelse gives til personer, der er bevilget fleksjob, som er ledige.
Ressourceforløb
Et ressourceforløb er en tværfaglig indsats, som skal hjælpe mennesker med komplekse problemer i job eller uddannelse.
Formålet med ressourceforløb er at udvikle arbejdsevnen hos mennesker, der har komplekse problemer, for eksempel sociale eller helbredsmæssige, ud over ledighed. Det kan for eksempel være mennesker med større fysiske handicap eller fysiske handicap i kombination med psykiske problemer.
Forløbet er rettet mod mennesker, som er i risiko for at ende på førtidspension. Det bygger på, at det er muligt og realistisk at udvikle personens arbejdsevne, så denne kan komme i enten uddannelse eller job.
Kontanthjælp
Kontanthjælp er det nederste sikkerhedsnet i Danmark, derfor kan man ikke få kontanthjælp, hvis man har formue (penge og værdier) over 15.500 kr. (2025). Hvis du er gift, påvirker din ægtefælles formue og indtægt, hvor meget du kan modtage i kontanthjælp.
Hvor meget man kan modtage i kontanthjælp, påvirkes af alder, opholdstid i Danmark, formue og tidligere beskæftigelse.
Husk, man kan først få kontanthjælp, fra den dag man søger om det. Hvilket også inkluderer, at man skal melde sig ledig på jobnet.dk.
Der er 4 Satser
(2025 niveau)
- Forhøjet sats 12.498 kr.
- Grundsats 7205 kr.
- Mindstesats 6789 kr.
- Hjemmeboende 2925 kr.
Mulighed for tillæg
- Børnetillæg
- Enlig forsørgertillæg
- Tillæg til enlige uden børn
- Særligt ungetillæg, hvis du er under 25 år uden forsørgelsespligt
- Særligt ungetillæg, hvis du er 25-29 år uden forsørgelsespligt eller under 30 år med forsørgelsespligt
- Fritidstillæg pr. barn
- Fritidstillæg pr. barn, hvis du er enlig forsørger
- Tilpasningstillæg (Midlertidigt tillæg i 2 år – i overgangen fra det gamle til det nye kontanthjælpssystem)
Søg om kontanthjælp
Læs mere om: Kontanthjælp
Sygefravær og refusion til arbejdsgiver, §56 i Lov om Sygedagpenge
Når man har diabetes, kan man måske få brug for en del fravær på grund af sin sygdom. Arbejdsgiver kan få kompensation for fraværet ved, at der er indgået en såkaldt § 56 aftale. Aftalen har fået dette navn, fordi det er § 56 i Lov om Sygedagpenge, der åbner for mulighederne.
Betingelsen for at indgå aftalen er, at man har en langvarig eller kronisk sygdom – fx diabetes – som mindst 10 dage om året betyder fravær på grund af sygdom, behandling, indlæggelse og rekreation.
Normalt udbetaler arbejdsgivere sygedagpenge eller løn under sygdom i medarbejderes første 30 fraværsdage af ethvert sygefravær.
En § 56-aftale betyder, at både private og offentlige arbejdsgivere kan få refunderet udgiften til sygedagpenge allerede fra den første fraværsdag, når dit sygefravær er på grund af din diabetes/kroniske sygdom.
Borgeren skal tale med sin arbejdsgiver om at indgå en aftale om § 56.
Såfremt arbejdsgiver og borger er enige om at søge om § 56, kan de anvende selvbetjeningsløsningen på borger.dk. Borger og arbejdsgiver udfylder via selvbetjeningsløsningen blanket:
DP 211 - Aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtager om refusion af løn eller dagpenge under sygdom
*Husk at vælg den rigtige kommune på borger.dk
Borger udfylder sin del via selvbetjeningsløsningen, og heri indtastes virksomhedens/arbejdsgiverens CVR nummer, således at arbejdsgiver får tilsendt et link til udfyldelse af sin del af ansøgningen.
Hvis selvbetjeningsløsningen ikke er en mulighed, kan borger kontakte sin hjemkommunes Jobcenter og spørge ind til § 56-ordningen og ansøgningsmuligheder.
Opdateret tirsdag den 17. mar. 2026
