Unge deltager i forskningsprojekt om egne madpraksisser

Hvordan udvikler unge, der vokser op på børne- og ungehjem gode relationer til mad? Det skal de unge selv være med til at finde ud af i et nyt forskningsprojekt, der er støttet af Steno Diabetes Center Sjælland.

Forsker og lektor på Absalon Professionshøjskole Liv Harsløf forklarer, at børn, der vokser op på børne- og ungehjem, har større risiko for at udvikle type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og trives mindre end jævnaldrende, der er vokset op i en kernefamilie.

- Maden spiller en stor rolle her, for madkultur og madvaner dannes også i hjemmet. Vokser man op udenfor rammerne af en kernefamilie, er det ikke nødvendigvis et fokus at få skabt gode madvaner. Og netop med denne gruppe unge kan det have en negativ effekt, hvis man gør mad til endnu et ’skolefag’ eller noget, ’man skal lære’, siger hun.

Derfor skal de unge på børne- og ungehjemmene også på banen i hendes forskning. For deres syn på, hvad der er god madpraksis, er afgørende for om de har lyst til at deltage i måltiderne og derved kan udvikle gode madvaner.

- Jeg er stadig i begyndelsen af mit projekt og er sammen med de unge ved at finde ud af, hvordan involvering i madlavning og måltider opleves meningsfuldt for dem. Men en af de ting, jeg kan se i min foreløbige undersøgelse ude på børne- og ungehjemmene, er, at de unge selv skal blive nysgerrige på mad og at den nysgerrighed ofte bliver hæftet op på flere dimensioner omkring maden, som relationelle dynamikker, maden og deltagelsesmuligheder. Løsningen er f.eks. ikke bare at give dem faste maddage, der skal noget mere til, siger hun og fortsætter:

- Når jeg selv stiller mig i køkkenet og begynder at lave mad, kan jeg invitere de unge ind ved at efterspørge deres smagsekspertise: “Hmm, den her avocadodip mangler altså noget – hvad filen kan det være?” Ved at involvere dem som ligeværdige medskabere af måltidet, uden at de skal stå for det hele, bliver det måske nemmere og sjovere at bidrage med sin holdning. De unge bryder sig ikke om, når madlavningen bliver instrumentel – når de skal lave mad for at opnå bestemte færdigheder. De vil hellere hygge sig sammen med mennesker, de kan lide at være sammen med, og i den sammenhæng bliver maden sekundær. Det peger på, at vejen ind i madlavningen måske ikke nødvendigvis går gennem et fokus på madlavning som færdighed, men gennem relation, fællesskab og meningsfuld deltagelse, hvor madlavningen får lov til at opstå som en del af det, man allerede er sammen om.

Liv Harsløf håber, at hun kan udvikle en eller flere madpædagogiske metoder, der kan give de unge gode og meningsfulde oplevelser med mad og madlavning. Oplevelser som de kan tage med sig videre og bruge, når de som 18-årige pludselig står på egne ben og skal gøre brug af de erfaringer, de har fået med sig fra børne- og ungehjemmet.

Og måske kan det længere ud i fremtiden betyde, at gruppen af unge, der vokser op på børn- og ungehjem, forbedrer deres sundhed og nærmer sig deres jævnaldrende, der er vokset op i rammerne af en kernefamilie.