Når mændene ikke vil komme til lægen, må lægen komme til mændene
onsdag den 10. juni 2026

I Køge mødte 18 mænd fra Ejby Herreklub i alderen 45-73 år op til en aften med dialog med den lokale læge om mænds sundhed, sygdom og de symptomer, man bør reagere på.
Mænd er i øget risiko for diabetes og en lang række andre sygdomme, og derfor kom det to timer lange arrangement omkring blandt andet forhøjet blodtryk, diabetes, mental trivsel og potensproblemer - og måske vigtigst af alt, hvad man skal reagere på, og hvad man gøre for at forebygge eller behandle sygdom.
Men’s Health Week, som hvert år sætter fokus på mænds sundhed, løber af stablen i uge 24. Årets tema er fællesskaber – og det går godt i tråd med arrangementet i Køge. For hvad er det, fællesskabet kan, når det kommer til mænds sundhed?


Og der blev handlet ovenpå aftenens arrangement: Allerede dagen efter havde to medlemmer købt blodtryksapparater, og to andre havde lavet en buddy-ordning, hvor de vil holde hinanden op på at ændre kostvaner.
Her kan fællesskabet være med til at forpligte, forklarer strategisk konsulent i Steno Diabetes Center Sjælland Toke Kyed Amlund:
- Hvis vi vil forbedre mænds sundhed og forebygge diabetes, må vi gribe opgaven an på nye måder. Det var en fornøjelse at opleve, hvordan herreklubbens trygge rammer fik mange til at byde ind med egne oplevelser. Nu skal vi og fællesskabet selv støtte op om mændenes lyst til at ændre adfærd.
Steno Diabetes Center Sjælland har et partnerskab med Køge kommune om netop at højne mænds sundhed og trivsel og arbejder tæt sammen med herreklubberne i Køge.
Til efteråret holder herreklubben endnu et arrangement med fokus på sundhed. Her vil kommunen møde op med sundhedskonsulenter og tilbyde dialog om livsstilsændringer og mulighed for test af fx diabetesrisiko og lungefunktion.
