Janie skaber fællesskab om diabetes

Lokalet summer. Det er første gang, mange ser hinanden efter nytår, og der er tilsyneladende en del, der skal følges op på blandt de omkring 25 deltagere til dagens netværksmøde. Det er svært for Janie Parris at få ørenlyd i det lille lokale i Faxe Sundhedshus.

”Vi skal lige have lukket for hønsegården,” ler hun.

Det er tirsdag formiddag, og Janie Parris, der er diabetessygeplejerske, skal i gang med et af sine netværksmøder for borgere med diabetes. Hun har tre forskellige, der hver mødes en gang om måneden. Her får deltagerne undervisning i diabetes, og nogle gange inviterer Janie Parris oplægsholdere med, f.eks. en øjenlæge eller en fodterapeut, men ellers står hun selv for undervisningen. En vigtig del af møderne er nemlig, at deltagerne selv kommer til orde og deler deres egne erfaringer.

”De kan virkelig bruge hinanden. Ikke bare til at dele egen viden og erfaring om diabetes, men også grundlæggende til at vide, at de ikke er alene om at have en alvorlig, kronisk sygdom,” forklarer Janie Parris.

Kærlige drillerier

Fællesskabet skinner tydeligt igennem i dag, hvor dagens emne er motion. Emnet bliver fagligt behandlet af Janie Parris og drillende behandlet af deltagerne. De er alle omkring pensionsalderen og op, og de fleste kender hinanden. Kærlige stikpiller flyver igennem luften.

”Du ligner en, der godt kunne trænge til at komme i gang med at træne,” som en af deltagerne siger til en anden.

”Ja ja, du ser sgu ikke selv for godt ud,” lyder svaret.

Der lægges heller ikke skjul på, at det med bevægelse og motion er noget, man helst vil undgå. Janie Parris forklarer, hvad der sker med blodsukkeret, når man træner, og at det for nogle faktisk stiger ved bestemte motionsformer. Hun kommer også ind på, hvordan man kan spise omkring træningen for at holde blodsukkeret stabilt.

”Ej, det er for svært, vi kan lige så godt lade være med at spise,” er der en, der udbryder.

Janie Parris ler og siger:

”Det tror jeg er en dårlig idé.”

Bruger sig selv i undervisningen

Netværksmøderne startede i kølvandet på corona, hvor Janie Parris, der arbejder som sundhedskonsulent i Faxe Kommune, havde individuelle samtaler med borgere med diabetes og for det første kunne se, at mange af dem var ensomme, men også at de ofte havde samme problematikker.

”Jeg tænkte, at de måske kunne have glæde af hinanden og udveksle erfaringer. Nogle gange kan det være svært for eksempel at komme i gang med at træne. Men hvis man skaber et fællesskab omkring det, kan det være med til at motivere og få én afsted,” siger hun.

Hun er heller ikke bange for at bruge sig selv i undervisningen. Hun er meget åben omkring, at hun selv har haft type 1-diabetes, siden hun var tre år.

”Jeg synes jo også, at det er svært nogle gange. Men jeg tror, at når jeg selv er åben, kan de også være det. Det håber jeg i hvert fald,” siger hun.

Og noget tyder på, at deltagerne er enige. For holdene er en stor succes, der er fuldt hus, og mange kommer troligt hver gang – og i efteråret indstillede flere af deltagerne Janie Parris til Diabetesforeningens Behandlerpris 2025. Som hun vandt.

”Det betyder rigtig meget. Ikke bare er det med til at sætte Faxe på landkortet, men det er også for mig en stor anerkendelse. Og det gør mig stolt og ydmyg over, at jeg er med til at gøre en forskel for andre mennesker og motivere dem til at gøre nogle vigtige ændringer i deres liv,” siger hun.

Alle er velkomne

”Det giver virkelig meget at komme her,” siger Lone Gromeda. Hun har haft type 2-diabetes i omkring et år og kommer her fast sammen med to veninder fra et træningshold for borgere med diabetes.

”Man bliver altid i godt humør. Og det er rigtig rart at få noget konkret viden og høre nogle af de andres erfaringer og vide, at man ikke er alene,” siger hun.

”Ja, også selvom man for eksempel har haft diabetes længere end de andre,” siger Lis Thomsen, der har haft diabetes i 15 år. ”Man finder stadig ud af nogle nye ting, man kan bruge. Og så er det bare hyggeligt.”

Alle er velkomne på holdet. Uanset om man har type 1- eller 2-diabetes, og hvor længe man har haft det.

65-årige René Haagen har for eksempel haft type 2-diabetes, siden han var 24 år. Han har altså mange års erfaring med sygdommen, men han har alligevel været til omkring 10 netværksmøder.

”Det er rart at høre andres erfaringer med sygdommen, f.eks. med læger og behandling. Det kan variere virkelig meget fra læge til læge, og det er rart at høre, hvad andre har fundet ud af,” siger han. Han byder selv ind i dagens samtale med overvejelser om at få sensor, og hvordan man får sådan en. Der er flere, der gerne vil høre, hvad han har fundet ud af.

Måske kunne det med motion alligevel være en god idé

Dagens møde er ved at være slut, og der er blevet delt erfaringer med alt fra at tælle kulhydrater til sensorer til motionsformer. Særligt motionen har der været en lidt opgivende stemning omkring rundt om bordet. ”Vi gider jo ikke,” er der for eksempel en, der siger.

Indtil en deltager deler, hvordan han er kommet godt igennem flere blodpropper, fordi han sørger for at motionere og har en god grundform. Det får de fleste til at spærre øjnene op.

”Jeg har altså ikke betalt ham for at sige det,” siger Janie Parris grinende. Men indsparket fra deltageren får nu de fleste til at orientere sig om, hvornår det næste gåhold mødes. For det kunne jo måske være en god idé…

Netværksmøderne arrangeres af den lokale Diabetesforening og er blandt andet støttet af Steno Diabetes Center Sjælland.