Prisvindende diabetesværktøj skal hjælpe KOL- og hjertepatienter
tirsdag den 19. august 2025

Steno Diabetes Center Odense udviklede i 2019 et succesfuldt uddannelsesværktøj, der hjælper mennesker med type 2-diabetes med at mestre sygdommen i hverdagen. Det modulbaserede koncept anvendes i dag i 50 af landets kommuner og bliver nu udvidet til flere mennesker med kroniske sygdomme.
Det er en stor bevilling fra Jascha Fonden, der gør det muligt at udvide det prisvindende uddannelsesforløb Lev Livet til KOL- og hjertepatienter.
Nu skal et nyt samarbejde mellem Steno Diabetes Centrene i Region Syddanmark, Nordjylland og Sjælland og seks kommuner bygge videre på Lev Livet.
- De tilbagemeldinger, jeg har fået fra underviserne ude i kommunerne, understreger, at der er et stort ønske om at udvide værktøjskassen i Lev Livet, så man også kan tilbyde det til andre grupper af borgere. Det er oplagt, at mennesker med KOL og hjertekarsygdom kan have gavn af redskaberne i Lev Livet, så det giver virkelig god mening. Faktisk er flere kommuner allerede selv gået i gang, og nu kan vi hjælpe med at udvikle det og samtidigt sikre et ensartet tilbud på tværs af landet, siger projektleder på SDCO Line Kjærsgaard Gjørtsvang.
Formålet med Lev Livet er at hjælpe mennesker med kronisk sygdom til at leve et godt liv med sygdommen. Gennem Lev Livet-konceptet får man værktøjer og redskaber til at skabe en bedre hverdag med sygdommen. Det handler om at skabe høj livskvalitet for det enkelte menneske, og samtidig handler det også om forebyggelse og at mindske risikoen for følgesygdomme hos den enkelte.
Hædret værktøj skal udvides
Konceptet blev i 2022 hædret med Diabetesforeningens Handlingspris og anvendes i dag i 50 kommuner over hele landet.
Nu er ambitionen at tilpasse det eksisterende koncept til de nye patientgrupper. Lev Livet består dels af moduler, som har fokus på generelle problematikker for mennesker med kronisk sygdom, og dels af moduler, der har fokus på diabetes. Det er de moduler, som nu skal videreudvikles til at omfatte KOL og hjertepatienter.
- Lev Livet er en stor succes i Region Sjælland, hvor alle kommuner har taget konceptet til sig og bruger det aktivt. Og underviserne melder tilbage, at borgerne oplever meget større grad af motivation i forhold til at arbejde med det, der er svært. Målet er nu at videreudvikle på modulerne i Lev Livet, ud fra de erfaringer vores kommunale sundhedsprofessionelle har fået gennem tiden. Det stærke ved Lev Livet er, at materialet skaber dialog og får borgeren til både at reflektere og engagere sig. Det flytter den sundhedsprofessionelle fra alene at være en underviser til også at blive en slags sparringsmakker, fortæller seniorkonsulent Nicolaj Faber fra Steno Diabetes Center Sjælland.
Udviklingen af Lev Livet sker i samarbejde med seks kommuner og en række samarbejdspartnere og eksperter som Hjerteforeningen, Lungeforeningen og Kompetencecenter for Lungesygdom.
- Det er en ambition hos de danske Steno Diabetes Centre at dele viden og erfaringer. Udvidelsen af Lev Livet viser, hvordan erfaringer og tiltag fra diabetesområdet kan omsættes til at hjælpe endnu flere patienter, som lever med kronisk sygdom, og de mange sundhedsprofessionelle, som arbejder med at gøre deres liv bedre, fortæller projektleder Line Kjærsgaard Gjørtsvang, SDCO.
Slagelse er allerede i gang
Slagelse Kommune er en af de seks kommuner, der skal være med til at udvikle en ny værktøjskasse til KOL- og hjerteområdet. Kommunen er blandt de kommuner, som allerede har erfaring med at bruge principperne fra Lev Livet-konceptet på tværs af patientgrupper. Her ser man frem til at være med til at udvikle værktøjet.
– Det er lækre og virkelig smarte redskaber, som er med til at starte en samtale mellem borgerne om deres situation og sygdom. Det er helt afgørende, for som kommune har vi hverken ressourcer eller tiden til at videreudvikle konceptet selv, siger sundhedskonsulent Ditte Rødgaard.
Kommunen skal byde ind med sine erfaringer, når arbejdet med at udvikle den nye version af Lev Livet skydes i gang med en workshop i oktober, hvor alle partnerkommuner mødes for første gang.
Fakta
- Lev Livet er et modulopbygget sygdomsmestringsforløb, som undervisere fra kommunerne kan bruge i arbejdet med mennesker, der lever med diabetes.
- Uddannelseskonceptet er udviklet af Steno Diabetes Center Odense i samarbejde med fem kommuner i 2019. Konceptet modtog Handlingsprisen fra Diabetesforeningen i 2022 og er bl.a. anerkendt for, at det kan tilpasses til den enkelte borgers behov og udgangspunkt. I dag anvendes Lev Livet i 50 danske kommuner til borgere med type 2-diabetes.
- I Region Sjælland benytter alle kommuner Lev Levet-konceptet. Der er desuden oprettet erfagrupper på tværs af alle kommuner i regionen, som udveksler erfaringer på baggrund af konceptet.
- En donation fra Jascha Fonden har gjort det er muligt at udvikle den nye version i et særskilt projekt.
- Konceptet skal nu udvikles til mennesker med KOL og hjertekarsygdom i et samarbejde mellem stenocentrene i Region Syddanmark, Sjælland og Nordjylland og syv kommuner. Derudover deltager bl.a. Hjerteforeningen, Lungeforeningen og andre samarbejdspartnere. Projektet kører selvstændigt og er ikke del af arbejdet i Stenocentrene.
- Lev Livet til KOL- og hjertepatienter skal efter planen ligge færdig i 2027. Læs mere om konceptet her: www.levlivet.dk.
Yderligere information og kontakt:
Nicolaj Holm Ravn Faber, seniorkonsulent, Steno Diabetes Center Sjælland
nfab@regionsjælland.dk / 45 93 56 83 70
Projektleder Line Kjærsgaard Gjørtsvang, Steno Diabetes Center Odense
Line.Kjaersgaard.Gjortsvang@rsyd.dk / 21296141
Vibeke Brinkmann Løite, projektleder, Steno Diabetes Center Nordjylland
vbl@rn.dk / 21631730
Ditte Rødgaard, sundhedskonsulent, Slagelse Kommune
deost@regionsjælland.dk / 58 57 31 78