Gå til indhold

I netværket kommer den regionale forskningsstrategi til live

Stenos forskernetværk samler diabetesforskere fra hele Region Sjælland, der ofte sidder spredt geografisk og fagligt. I netværket deler forskerne erfaringer – gode som dårlige.
Forskernetværk med Nicolai Gundtoft

- Som forsker er det er sundt at stikke hovedet ud af sit ekkokammer en gang imellem og se, hvad der ellers foregår af diabetesforskning i regionen.

Sådan siger læge og ph.d.-studerende Nicolai Gundtoft Uhrenholt fra Psykiatrisk Forskningsenhed i Region Sjælland, der deltager i Steno Diabetes Center Sjællands forskernetværk.

For Nicolai Gundtoft Uhrenholt er forskernetværket et sted, hvor han kan lade sig inspirere af andre forskeres udfordringer og succeser, selvom de arbejder inden for andre områder end han selv.

- En forskerkollega fra netværket beskrev, hvordan han i sit studie observerede en skævhed mellem det lægen troede, han havde aftalt med patienten, og det patienten rent faktisk gjorde, når de kom hjem. Det fik mig til at indføre en ekstra kontrol i mit eget studie. For at være sikker på, at patienterne har taget den medicin, de har meldt ind til os, nøjes vi ikke kun med at registrere Ozempic-pennene, når patienten afleverer dem tilbage til os som brugte, men har til sidst gennemgået og optalt dem alle en ekstra gang, siger Nicolai Gundtoft Uhrenholt.

Han ser i sit studie på om semaglutid, der findes i diabetesmedicin som Ozempic, kan behandle nogle af de bivirkninger, patienter med skizofreni får af antipsykotisk medicin.

I forskernetværket mødes forskere, der har diabetesforskning til fælles, men ofte sidder spredt forskellige steder i regionen på sygehuse, professionshøjskoler og i almen lægepraksis og med vidt forskellige faglige baggrunde.

- Når vi som forskere samles i netværket, kommer den regionale forskningsstrategi til live og bliver andet end ord på et stykke papir. Når vi mødes, kan vi se, at vi alle arbejder mod det samme mål, blot fra forskellige vinkler, siger Nicolai Gundtoft Uhrenholt.  

Forskernetværket er startet som initiativ blandt forskerne selv, men drives nu af Steno Diabetes Center Sjælland, der hjælper med at afholde møderne i netværket.