Patienter med diabetiske fodsår må gerne træne

Et ph.d.-projekt med støtte fra Steno Diabetes Center Sjælland har været med til at ændre den kliniske vejledning til behandling af diabetiske fodsår, så man stik modsat tidligere praksis faktisk anbefaler fysisk træning under faglig supervision.

Indtil nu har anbefalingen til patienter med diabetiske fodsår gået på, at såret skulle aflastes, og at de desuden skulle holde sig i ro, indtil såret var helet. Problemet med den sidste del af anbefalingen er bare, at det i bedste fald tager uger, oftest måneder – og i nogle tilfælde sågar år, før såret heler. Og at patienterne ofte får nye sår igen og igen.

- Det er altså rigtig skidt både for resten af kroppen og for livskvaliteten at skulle holde sig helt i ro i måneder eller år ad gangen, indleder fysioterapeut og ph.d. Thomas Vedste Aagaard.

Ny retningslinje om superviseret træning

Derfor har han gennemført et ph.d-studium med økonomisk støtte af Steno Diabetes Center Sjælland, hvor han havde fokus på fysisk træning til patienter med fodsår. Han har dels undersøgt den eksisterende viden om træning til denne patientgruppe og dels udviklet træningsforløb i samarbejde med patienterne og afprøvet disse forløb på en mindre gruppe.

Undervejs i sit arbejde blev Thomas Vedste Aagaard desuden inviteret ind i Sundhedsstyrelsen og har siddet med i den arbejdsgruppe, som nu har formuleret en ny klinisk retningslinje. Med det resultat, at man i dag, i modsætning til tidligere, nu anbefaler træning til patienter med diabetiske fodsår – vel at mærke under faglig supervision og iført aflastende fodtøj.

- Princippet bag de nye retningslinjer er i virkeligheden meget enkelt: Det handler om at skabe så meget blodgennemstrømning i vævet som muligt med så lille en vægtbelastning af fodsåret som mulig, forklarer Thomas Vedste Aagaard, som lige nu fortsætter arbejdet i et post.doc-projekt, hvor han udvikler træningsindsatser til målgruppen i samarbejde med de kommunale sundhedscentre.

Et ønske om træning

Som led i sin ph.d. lavede Thomas Vedste Aagaard interviews med en række patienter med fodsår – og fandt ud af, at mange faktisk gerne vil have et tilbud om fysisk træning. De oplever nemlig såret som en klar begrænsning af deres mobilitet, og det belaster deres livskvalitet.

Alligevel havde han visse udfordringer med at rekruttere patienter til afprøvningen af den fysiske træning i projektet. Det hænger, ifølge Thomas Vedste Aagaard, blandt andet sammen med, at projektet blev afviklet under coronapandemien, hvor sårbare borgere, fx multisyge patienter med diabetiske fodsår, blev anbefalet social isolation for at undgå smitte. Men han oplever også, at der er en kobling til mange års sundhedsfaglig anbefaling om inaktivitet som et centralt led i aflastningen – og dermed behandlingen af fodsåret.

- Jeg havde blandt andet en patient, som lavede en opmåling af det antal skridt, han skulle gå fra sårambulatoriet og ned til mig i til træningssalen. Der var mere end 300 skridt, og han havde fået at vide, at han maksimalt måtte gå 1.000 skridt i døgnet, så det var simpelthen alt for langt for ham, siger Thomas Vedste Aagaard.

Brug for en kulturændring

Men han understreger, at der ikke findes nogen evidens for, at superviseret træning har en skadelig effekt på fodsåret, og derfor er han også meget tilfreds med den nye anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, som han selv har medvirket til at formulere. Lige nu arbejder han videre med kernen i sin ph.d. i et tredelt forskningsprojekt:

- I den ene del af projektet undersøger jeg klinikernes, altså lægernes og sygeplejerskernes, motivation for at arbejde med fysisk aktivitet til målgruppen. Det er vanskeligt at skabe en kulturændring, så det samlede sundhedsvæsen anbefaler patientgruppen at træne under supervision i stedet for præcis det modsatte, som har været praksis indtil nu, forklarer han og uddyber:

- Derfor vil jeg som næste led i projektet forsøge at udvikle et simpelt og kliniknært testbatteri, så man kan holde øje med, om træningen gavner balance, udholdenhed og styrke hos patienterne. Jeg har en meget klar formodning om, at det er tilfældet, men det er vanskeligt at måle. Hvis vi kan demonstrere den gavnlige effekt, mens der ikke opstår en forværring af fodsåret, tænker jeg, at det bliver lettere at skabe kulturændringen.

Individuelle træningsforløb tæt på hverdagen

Endelig består Thomas Vedste Aagaards nye forskningsprojekt af et tredje element, som han allerede har fået midler fra Steno Diabetes Center Sjælland til – og derfor også opstartet: Nemlig et samarbejde med indtil videre Vordingborg Kommune om at udvikle individuelle træningsaktiviteter til kommunens borgere i målgruppen.

Og netop samarbejdet med kommunen er væsentligt. For hvis træningsaktiviteterne skal integreres i borgernes liv, så skal tilbuddet være tilgængeligt så tæt på deres hverdag som muligt – og dermed ud af hospitalet.

- Forhåbentlig får vi ret hurtigt flere kommuner med, men i Vordingborg skal vi nu i gang med at lave målrettede træningsøvelser, som passer til den enkelte borgers behov. Det handler om tage hensyn både til deres fodsår og til deres øvrige lidelser. Det er ofte multisyge patienter, som fx kan have dårligt hjerte, kredsløbsproblemer eller noget andet. Træningen kan sådan set være med til at hjælpe på det hele, men det er selvfølgelig vigtigt, at man tager hensyn til den enkeltes tilstand – og netop derfor tilsiger Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer også, at træningen skal være superviseret af en fagperson, slutter Thomas Vedste Aagaard.

Kort om diabetiske fodsår

Fodsår er en almindelig, men meget alvorlig komplikation ved diabetessygdom. Patienterne får meget ofte nervebetændelse, som gør, at de ikke kan mærke sårene – og helingen af sårene er både langsom og vanskelig.

Omkring en fjerdedel af alle diabetiske fodsår er ikke helet i løbet af et år, mens 40 procent får et nyt fodsår i løbet af det første år efter heling. Efter tre år er tallet steget til 60 procent. Desuden medfører diabetiske fodsår en alvorlig risiko for amputation og sågar øget risiko for død.