Nyt partnerskab skal bremse udviklingen af type 2-diabetes hos mænd
MERE END 90 DAGE GAMMEL
mandag den 28. august 2023

Steno Diabetes Center Sjælland og Køge Kommune har sammen indgået et langsigtet, strategisk partnerskab med fokus på forebyggelse af type 2-diabetes blandt mænd i den erhvervsaktive alder. Partnerskabsaftalen løber i første omgang fem år og har til formål at imødegå den store udfordring det er, at flere og flere får konstateret type 2-diabetes.
Det er ikke et tilfælde, at fokus i det nye partnerskab med Køge Kommune er mænd i den erhvervsaktive alder. Antallet af mennesker med type 2-diabetes er nemlig stigende, og mænd udgør en større andel end kvinder.
På nationalt plan er tallet fra 2009-2019 steget fra 3,7 pct. til 5,7 pct., og det samme mønster ses i Region Sjælland. I Køge Kommune har 6,4 pct. af borgerne type 2-diabetes, hvoraf 56 pct. er mænd. Og det er dette, som det nye partnerskab vil gøre op med.
- Vi tror på, at partnerskaber som dette er vejen til at skabe varige forandringer, når vi snakker forebyggelse. Vi har en fælles interesse sammen med Køge Kommune om at nå gruppen af mænd i den erhvervsaktive alder, som desværre er overrepræsenteret, når vi snakker type 2-diabetes. Det nye partnerskab er en stor og vigtig mulighed for at vise, hvor meget vi faktisk kan gøre, når vi gør det sammen, fortæller strategisk konsulent og partnerskabskoordinator Toke Kyed Amlund fra Steno Diabetes Center Sjælland.
Bred styregruppe skal kigge på mænds sundhed
Partnerskabet blev formelt godkendt og underskrevet i august måned. Frem til udgangen af året skal en bred styregruppe bestående af ledelsesrepræsentanter fra både Køge Kommune og SDCS beslutte, hvordan partnerskabet i praksis skal fungere. Derudover skal det også besluttes, hvordan de 250.000, som i den nye partnerskabsaftale er afsat årligt, skal bruges, så de bedst muligt understøtter partnerskabets ambitioner.
- Vi har med vilje sammensat en meget bred styregruppen for at sikre, at så mange af de relevante aktører sidder med omkring beslutningerne. Nu er jeg jo selv en del af målgruppen qua mit køn og min alder, derfor føles det lige en tand ekstra spændende, og jeg ser meget frem til at komme i gang. Vi har bestemt ikke svarene endnu, men der er masser af vilje og mod til at gøre noget konkret ved udfordringerne, og til at adressere mænds sundhed og trivsel fra mange vinkler fortæller Toke Kyed Amlund.
Fakta om partnerskabsaftalen
- Partnerskabsaftalen mellem Køge Kommune og Steno Diabetes Center Sjælland blev underskrevet august 2023.
- Aftalen løber i første omgang fem år frem og indeholder bl.a. 250.000 kr. årligt, der kan gå til at understøtte udvikling/afprøvning/forankring af lokale initiativer i Køge Kommune.
- Derudover er der ansat en partnerskabskonsulent i Køge Kommune, der skal varetage den overordnede programledelse, koordinering og understøtte styregruppens arbejde.
- Steno Diabetes Center Sjælland har i dag partnerskabsaftaler om forebyggelse af type 2-diabetes med tre kommuner: Vordingborg, Odsherred og nu også Køge Kommune.
Kontakt
Hvis du vil vide mere om partnerskabet med Køge Kommune eller de øvrige partnerskaber, kan du kontakte strategisk konsulent Toke Kyed Amlund på tamlu@regionsjaelland.dk eller 93 56 98 51.